Langå Uldspinderis historie
som John Hjelholt husker den eller har fået den fortalt.
Min bedstefar, Lorenz Nielsen, startede selvstændig i Refsvindinge i 1878.
Lorenz Nielsen blev født i Såderup den 2-5-1853. Han blev forældreløs som 11-årig
og gik en langfredag, i høj sne, fra Såderup via Juulskov til sin morbror, Clemmen Pedersen
på Toftegården i Ørbæk.
På Toftegården var han bl.a. med til at dræne og mergle og om sommeren ofte
ude kl. 3 om morgenen for at flytte får og kvier.
Som 18-årig kom han i lære
hos sin fætter, uldspinder Niels Rasmussen, i Sulkendrup. Og Lorenz Nielsen
fortalte, at de her ofte fik 4 lispund, 64 pund, at karte fra en enkelt
gård.
Dengang var det almindeligt, at folk fik kartet ulden til trøjer, det man også kalder pladegarn, og så selv spandt det på rok. I de 3 travleste måneder arbejdede de ofte døgnet rundt.
Da Lorenz Nielsen var 24 år købte han hus i Refsvindinge med lille spinderi. Her lavede han strikkegarn. Toppræstationen her var nok, at han fra 5 morgen til 11 aften kunne 12 pund uld forvandles til 12 uldtrøjer, ved hjælp af sin kone; Hanne.
Bedstefar var kort gift med Emilie, som døde af brystsyge.
Den 26-8-1884 blev han gift med min bedstemor, Hanne, der også havde været gift og havde datteren Ingeborg, født 1883.
Spinderiet var købt med den klausul, at han ikke måtte arbejde for private - vel bl.a. af hensyn til sin fætter.
Drivkraften til den lille virksomhed kom fra et lille vandløb: Normalt kunne 4 timers opstemmet vand trække maskineriet i 2 timer. Under disse forhold kom børnene, Karl Peder, Holger, Johannes og Karen til verden.
I 1891 flyttede spinderiet til Langå og fik lejet et værksted af L.P. Larsen, Rygård Savværk, og her begyndte han at karte uld for folk. Bønderspinderi. Juleaften 1891 gik bedstefar i sne til Ørbæk for at nå dagvognen til Refsvindinge, men han kom for sent, den var kørt, og de sidste 4 km måtte også tages til fods.
Lorenz Nielsen var med til at oprette Refsvindinge Brugsforening og var også aktiv i politik. Engang han var til vælgermøde i Gudme og havde indtaget talerstolen en tid, råbte en tilhrører: "nu har du kartet længe nok Lorenz.”
I 1892 flyttede familien til Vormark i lejet hus, mens spinderiet stadig var
i Langå by, og trækkraften var her en vindmølle og en hestegang. I 1895 købtes grund og byggedes hus, bindingsværk 12 x 14 alen, 2.100 kr. Halvdelen var kreditforeningslån, resten lånt af bedstefars private kunder. Med hest og vogn (lånt) kørte bedstefar ofte rundt i omegnen og hentede uld til forarbejdning.
En enkelt gang har jeg været med på en sådan tur, vel i 1925-27, det var en vinter, og det var i kane. Jeg husker, at hesten med sine hove smed sneklumper ind i kanen til os.
Ca. 1900 flyttedes spinderiet fra Langå by ud ved den nye beboelse på 5vendborg Landevej, hvor det stadig ligger. Vindmøllen flyttedes med, og en stor petroleumsmotor anskaffedes til supplement: På et tidspunkt flyttedes også savværket uden for byen, og der aftaltes betingelser for kraftoverføring fra savværkets elværk. I travle perioder, hvor spinderiet arbejdede længere end savværket, havde man så petroleumsmotoren.
Omkring 1921 blev elektriciteten fra Odense indført, men en tid brugtes stadig el fra savværket i dagtimerne. Møllen er nok nedlagt omkring 1910. Min far, Karl Peder, var efter sin skoletid i Vormark Friskole en kort tid landbrugsmedhjælper, men gik derefter helt ind i virksomheden. Fra 1901 vævede de vadmel til herretøj, den billigste kvalitet vævet af kludegarn, dvs. garn, .
der er spundet af 1/2 uld og 1/2 opkradsede strikkeklude.
1910 åbnedes der en lille butik for salg af garn, vadmel og efterhånden alm. manufaktur.
Butikken overtog min far fra 1912, men passedes nok i det hele mest af min farmor, Hanne, indtil hendes død i 1914.
Min far, Karl Peder, tog tillige med sin broder Holger ca. 1914 navneforandring, udskiftede Nielsen med Hjelholt. Lorenz Nielsen stod selv for økonomien i spinderiet indtil sin død i 1937.
Far oprettede sideløbende med tøjhandelen bomuldsvæveri for fremstilling af skjortetøj og ikke mindst de kendte stribede arbejdsbluser.
Fra 1924 til 1931 gik jeg i Vormark Friskole hos Larsson, og især de sidste år hjalp jeg en del til både på fars bomuldsvæveri og hos bedstefar på spinderiet. Jeg husker, jeg engang fik 10 tiører for at passe tvindemaskinen en lille dags tid.
Fra 31 til 35 arbejdede jeg på fars væveri. En længere periode vævede vi gråt buksetøj til Th. Bentsen i Viborg. På en lang dag kunne vi væve 60 mtr, hvilket gav en indtægt på 10 kr brutto.
Vinteren 35-36 var jeg på Rødding Højskole og derefter indtil julen 1938 på Gram Tæppefabrik, hvor jeg som væver opnåede en slutldøn på 1,71 i timen, og på akkord en ugeløn på 80,33.
I 1939 var jeg hjemme på virksamheden indtil 9.november, hvar jeg overtog
Karl Hansens Tøjbutik i Refsvindinge. I juli 1940 blev jeg gift med Johanne, der i 4 år havde arbejdet i fars bomuldsvæveri.
Johanne var god til at passe butikken, så jeg cyklede ofte til Langå på arbejde og tjente lidt penge og lidt varer til omsætning i vor butik. I årene 1946-50 var spinderiet delvis udlejet til Mads Damgård, Herning.
Der var stor mangel på varer også efter 2.verdenskrig. Damgårds folk kørte døgnet rundt, de 5 ugedage, med kartning og spinding af tæppegarn. Og så spandt far, Mogens, Ole og jeg, hvad vi orkede lørdag og søndag.
Under krigen skulle fåreholdere aflevere ulden til en uldcentral, hvorfra virksomhederne så fik tildelinger. Jeg husker, at en tid måtte vi kun lave garn med
10% uld, de 90% skulle være opkradsede klude, høraffald eller celluld.
Vi var 6 sødskende, i rækkefølge: John, Ejgil, Aase, Mogens, Ole og Elisabeth foruden 3 piger, der døde små.
Ejgil fik en blandet landhandel i Ulbølle.
Aase, sammen med sin Gunner Hansen, købmandshandel i Fåborg.
Mogens rejste til Canada i 1957.
Elisabeth blev oberstinde, gift med Henry Pedersen.
Og Ole, den næstyngste, var landmand som helt ung, men efter hans soldatertid blev han indfanget af den lille industri. Han overtog i første omgang bomuldsvæveriet, vævede også en tid møbelstof på en større væv, som vi - Ole, Mogens og John - tidligere havde hentet fra Brede Klædefabrik. Af bomuldsvarerne syede han
bukser, veste og jakker til forretninger.
Efter fars død i 1967 gik interessen mere og mere over uldspinderiet.
I 1978 fejrede vi spinderiets 100 års fødselsdag den gamle møbllehat. Der var blevet opført en ny spindesal, hvor der tillige med de gamle kartemaskiner nu var monteret en "ny" spindemaskine, "Selfactor" med 208 spindler. Den gamle håndspinder har 57 spindler. Selfactoren var købt af Brandts Klædefabrik i Odense.
Året efter købtes ligeledes fra Brandts to større kartemaskiner. En nyere og kraftigere Vulf hentedes i Holland nogle år senere, og så blev der igen bygget nyt til farveri, vaskeri,
tørrestue og toiletforhold.
I dag er Oles søn, Henrik, der også et par år arbejdede ved landbruget, optaget i anpartsselskåbet, som dog stadig er et familieforetagende. 6-7 personer er i dag beskæftiget i virksomheden. En stor del af produktianen går stadig til private eller sammenslutninger, f.eks. i de sidste år Mohair- foreningen. Mohairgeder er kommet på mode, og af 75% Mohair og 25% Merino uld laves et fint garn, endda i konkurrence med England. En del sælges en gros til forretninger, bl.a. lanolingarn,
som også eksporteres til Norge. Sideløbende med garnproduktionen laves karteflor til filtning og uldpelse til indlæg i dyner og rullemadrasser:
John Hjelholt 1994
|
