Såfremt nogen ønsker at gøre ophavsrettigheder gældende mht. billeder, bragt på denne side, bedes henvendelse rettet til webmaster, jf. forsiden

Bolig på landet - Stuehuset og kosten

Den daglige indgang til boligen var bryggerset, hvor bl.a. gruekedlen var placeret; i dette rum hang overtøjet på knagerækken - og måske også et jagtgevær. Før gummistøvler blev almindelige op gennem 1950'ernevar træskostøvler det sædvanlige fodtøj til det mere grisede udendørsarbejde, f. eks.  læsning af komøg; mindre grisede funktioner kunne klares med træsko.

Bryggerset var et travlt sted, når der skulle slagtes gris og plukkes fjerkræ eller foretages storvask med varmt vand fra gruekedlen - i begge tilfælde.

Vaskemidlerne var langt fra så effektive som de moderne, dengang brun sæbe, Persil, Pre m. fl. Selve vasken var endnu manuel i kar under anvendelse af vaskebræt, skyllekar og Blåelse til det hvide linned. Det var et stort teknisk fremskridt, da man fik lejighed til at leje en elektrisk vaskemaskine hos smeden, mærket var Ferm.

Gruekedel og rulle	Ældre vridemaskine Copyright ikke identificeret	Elektrisk vaskemaskine Copyright ikke identificeret	Støvleknægt
Kar til vask, ølbrygning og skoldning af slagtegrisen	En zinkbalje til vask mv.	Blenda Copyright ikke identificeret	Blånelse Copyright ikke identificeret
Vaskemaskine af træ - af mærket Velo	Maskinen var importeret fra Tyskland, ca. 1910	Når låget løftedes sås "vrideren", der skiftede omdrejningsretning via håndsvinget

Ølbrygningen foregik nogle gange om året, hvis man da ikke købte sit øl fra bryggeriet. Det blev leveret i 10 liters træankre med trætol.

Det hjemmebryggede øl blev fremstillet af malt og gær, købt på Refsvindinge bryggeri. Medmindre man selv havde en humlehave - det var sjældent, måtte man også købe den fornødne humle. Ved sigtning fra gruekedlen til kølekarret anvendtes havrehalm ! Efter nedkølingen omhældtes det nybryggede øl efter gæring og afskumning til en øltønde, anbragt et køligt sted, evt. i kælderen. Nybrygget øl havde ikke nogen god smag (sødlig), men efter nogle uger antog drikken den karakteristiske lidt ramme smag. Nogle koner var dygtige til at brygge øl, når de nemlig kunne opnå en alkoholprocent over 5. Serveringen af øl skete i en lerkande.
Hyppigt var der en trappe til det i øvrigt tomme loft i bryggerset. På loftet stod mange steder dog en rulle med store kampesten; det var også her, man kunne henlægge sine æbler til senere brug.  Skovfogedæblerne blev dog hurtigt melede, Filippa holdt sig bedre; men de mest holdbare var Belle de Boskop, der kunne holde sig helt frem til jul. Pigeoner var sjældnere, men også holdbare.

.Når overtøj og fodtøj var aflagt i bryggerset, trådte man ind i køkkenet, hvor komfuret og spisebordet var de centrale elementer. Ved komfuret stod den dryssende brændekurv med kvas og brænde. Efterhånden var det sjældent, at visse familier var henvist til at bruge en Primus til madlavningen.

Hyppigt lå der voksdug på bordet; ilden i komfuret opvarmede rummet - og dannede det centrale grundlag for madens tilberedning.

Gulvet var sædvanligvis et fyrretræs-plankegulv, der nogle gange om året skulle ferniseres - det rev i næsen! Det kunne også være dækket af den såkaldte stragula, et kunstprodukt, der lignede linoleum.

På væggen brugtes endnu flere steder et tallerkenræk og et pyntehåndklæde. Opvasken foregik ved håndkraft i en balje af zink, enten i køkkenet eller i bryggerset. Endnu var der kun indlagt vand i ganske få ejendomme - og slet ikke en hane med varmt vand; det kolde vand måtte hentes op fra brønden med en pumpe i bryggerset eller udendørs - når en pumpes stempel blev for tørt, måtte pumpen "spædes".

Opvaskemidlerne blev væsentligt forbedrede - efter brugen af soda, da flydende sulfo kom på markedet, f. eks. af mærket Nurén fra Brugsen.
Den gammeldags servering i et fælles fad var nu alle steder afløst af spisning fra egne tallerkener.

Maden hentedes som regel i spisekammeret ved siden af køkkenet; her opbevaredes brødet - rugbrød fra bageren og hjemmebagt franskbrød, da det igen blev muligt at købe hvedemel -  og det hjemmegjorte pålæg: levninger af stegen fra søndagen, afsmeltet fedt i et lille lerfad, hjmmelavet rygeost, almindelig ost, pølse mv. Det var også typisk her, at mælk til tykmælk blev stillet i tallerkener natten over. Fløde leverede bedriften selv; i transportspandene trak fløden op til overfladen; den er lettere end mælk. Med en kop kunne overfladen så skummes  for den meget fede fløde.  Efter den almindelige udbredelse af mælke-homogenisering forekommer denne proces ikke mere! Men der kan anstilles et lille forsøg: Hæld noget ikke-homogeniseret mælk op i en tallerken på et lunt sted, vent nogle timer og se så fløden på overfladen - lad evt. tallerkenen stå til næste morgen, og så er der lavet tykmælk !

I spisekammeret stod på hylderne det henkogte kød fra den seneste slagtning, f eks. henkogt medister og de syltede bær og eddike-lagrede asier. En brødmaskine var almindeligt brugt til skivning af rugbrød.

Et saltkar kunne indeholde det saltede kød fra slagtningen, medens de røgede filet’er som oftest hang på loftet - heraf kunne der skæres delikate skiver til pålæg. Det røgede flæsk hang også på loftet - begge efter røgning hos slagter Carl Mortensen.

Saltet kød måtte nødvendigvis afsaltes en dag eller to i vand.

Til daglig kom beboerne ikke længere ind i huset, bortset fra soveværelset. Den egentlige spisestue var som regel uopvarmet, medmindre der skulle holdes såkaldt pølsegilde, hvor naboer et par gange om året - gennem den sjældent brugte entre, kaldet gangen - kunne spise fersk kød efter en slagtning: flæskesteg, ribbenssteg og  medisterpølse; desserten kunne være syltet frugt eller fløderand. Til maden serveredes øl eller gul sodavand.
I spisestuen stod ofte en divan eller en sofa, som kontraolassistenten kunne sove på, når han skulle overnatte på ejendommen. På gulvet kunne evt. ligge et såkaldt præstegårdstæppe, rød og gråstribet.

Efter måltidet “bænkede” mændene sig om spisestuens spisebord og tog spillekortene frem til en Ligeud med 1 eller to makkere - det var for børn sjovt at passe pengene for en af spillerne, der højst løb op i 50 øre for en ligeud i klør; en Nolo kunne koste det samme. Et finere, vanskeligere og derfor sjældnere spil var l'Hombre, hvortil der anvendtes jetoner i flere farver.
Under spillet pulsedes på en cerut fra en cigarkasse, hyppigt af mærket fejlfarve.

I mellemtiden trak konerne sig tilbage til den fine stue - opvarmet i dagens anledning - med uopskåren-mekka-møblement; her gik så snakken, strikketøjet, og konerne kunne evt. nyde en flyversjus, dvs. Citronvand med en snaps iblandet. En kone sagde engang: Jeg kan godt lide at strikke; så har jeg noget at tænke på, mens jeg snakker !
Mændene fik under kortspillet - Ligeud med én eller to makkere - en Gammel Carlsberg - placeret ved bordbenene.
De tunge mekkabetrukne - en sofa og to lænestole - udgjorde møblementet i den fine stue. Ved den ene lænestol var placeret et gulv-askebæger.

Et kobbel heste uden for en kro (Lindenborg)	Naivistisk-romantiske billeder hang på væggen Copyright ikke identificeret	Typisk var også en skovsø eller å med hjortCopyright ikke identificeret

Særlig udsøgt var juleplatter fra den kongelige porcelænsfabrik.
Bogsamlingen var beskeden - en konfirmationssalmebog og måske en bibel samt muligvis et par årgange af Ved julelampens skær og/eller Børnenes jul.

Når værtsparret efter sammenkosten trak sig tilbage til soveværelset med det hvide møblement, bestående af et trefløjet spejlarrangement i form af et såkaldt toiletmøbel, et servantestel med skål og kande samt en dobbeltseng skulle der hviles ud før morgensdagens sysler: malkning kl. 5 og forberedelse af morgenmaden efter optænding i komfuret. Havde man ikke en avis til at kickstarte ilden, kunne man jo bruge en dusk halm - fejekosten var et vigtigt redskab i husholdningen..Sengene var ikke med moderne komort: I sengerammen lå brædder, hvorpå lå først en tangmadras og dernæst en olmerdugsdyne, fyldt med halm; dernæst lagen og overdyne med fjer af egen avl af gæs eller ænder.

Pigekammeret var ikke specielt hyggeligt - karlekammeret endnu mindre

Generelt var boligerne ikke isolerede; et hyppigt anvendt materiale hertil var dog såkaldte cellotex-plader, opsat på indersiderne af væggene.

I klædeskabet hang det fine tøj, f. eks. en smoking og en lang selskabskjole; her var det nødvendigt at lægge mølkugler !

I entreen hang derimod mandens stortrøje og konens kalveskindspels - ved siden af hendes rævepelskrave.

Den daglige kost for familien var mere beskeden: varm mad ved middagstid og kold mad til aften evt. med brasekartofler. Retterne til hverdag kunne være kartoffelmos med smeltet fedt og flæsketerninger, grød, pandekager og måske æbleskiver, som regel to retter med en fylderet og en hovedret.  Da ejendommen selv producerede æg og flæsk, var som hovedret æggekage med røget flæsk også hyppigt på menuen. Andre hovedretter var frikadeller, medister, stegt flæsk med persillesovs og kold steg med kartoffelskiver, lunet i opbagt hvid løgsovs.

Billige forretter kunne være varm mælk med tvebakker, hyldebærsuppe i sæsonen, norsk øllebrød med sukkersvitsede rugbrødsterninger, sødsuppe eller evt. sagosuppe med rom-essens..

Om søndagen var der lidt mere festivitas: Her kunne der serveres kødrand med (hjemmeavlede) ærter og gulerødder, en sjældnere gang en oksesteg fra slagteren, en hjemmeslagtet kylling med nye kartofler og persillesovs.

Religiøsiteten var ikke udtalt i det overvejende flertal af hjemmene; der blev ikke bedt bordbøn eller holdt andagt; kirkegang skete kun lejlighedsvis og da som regel i en speciel anledning. Juleaften var en undtagelse.

Energi og opvarmning

I 1950erne var brugen af de af naturen gennem årtusinder opsamlede energikilder endnu sparsom. Bilerne og de endnu få traktorer skulle jo dog have lidt benzin. For traktorerne var der etableret en ordning, så landmanden ikke skulle betale afgift af benzinen. Den afgiftsfri benzin var iblandet et meget effektivt blåt farvestof, som var svært at fjerne, hvis det først havde sat sig i en benzintank. Det skulle afholde de landmænd, der havde både traktor og bil fra at falde for fristelsen til at bruge den afgiftsfri benzin i bilen. Det forlød i sognet, at Toldvæsenet af og til havde succes, når de var rundt og teste bilernes tankindhold.

Men en meget væsentlig del af energien, den til opvarmningen, var fast brændsel, hovedsageligt træ, men også i begyndelsen af 50erne lidt tørv.

Tørv var under besættelsen blevet skåret i forskellige moser, og det fortsatte i begrænset omfang i efterkrigsårene.

I Refsvindinge havde der været tørveskær i Longsmosen, som alle de lidt større landbrug ejede i fællesskab. Men den væsentligste energiform var træet, og det var i to former.

Til optænding anvendtes kvas; d.v.s. grene skåret i ca. 15-20 cms længde. Skellet mellem naboernes marker var oftest et hegn af piletræner. Disse træer skulle med nogle års mellemrum stynes og grenene blev så slæbt hjem, og der blev sendt bud efter en kvashugger. Det var et monstrum, som var spændt på en traktor og trukket af kraftoverføringen. Grenene førtes ind gennem en tragt mellem to store jernvalser og blev af dem trukket frem til et voldsomt jernhjul med 2 roterende knive, der sørgede for at kvasen fik den rette størrelse. Efter hugningen blev kvasen anbragt i en udendørs stabel, hvor den stod i nogle måneder for at tørre. Herefter blev den bragt ind i et rum i ejendommen, der normalt betegnedes ”kvashuset” . Herfra hentede familien så dagligt i en flettet brændkurv  den mængde, der var nødvendig til optænding i grukeddel, komfur, kakkelovne og sjældnere kaminer.

Til den varige opvarmning anvendtes brænde, d.v.s. større træstykker end kvasen. Måske havde landmændene selv et træ, som skulle fældes og kunne anvendes til brænde. Men langt størstedelen skaffedes fra de nærliggende skove. Ved den årlige træfældning i skovene var der en del træ, som ikke kunne bruges til gavntræ, d.v.s. sælges til savværkerne til brug for fremstilling af tømmer. Dette træ samlede skovejerne i hobe, der indeholdt en eller flere rummeter træ, og så indbød man til skovauktion. Her mødte landmændene og hvem, der ellers havde brug for brænde, op og bød på de enkelte hobe. Beboerne i Refsvindinge købte normalt træ i Juulskovskoven samt i Ravnholdts og Ørbæklundes skove. Når træet var købt (og betalt!) var første opgave at få det kørt hjem. Det foregik på hestevognen. Hjemme skulle brændet  saves i stykker. Det foregik på en rundsav. Det var en cirkulær savklinge, placeret lodret gennem et forskydeligt bord; den blev trukket af en motor. Et farligt værktøj! Når savningen var overstået, var det tid for kløvningen, som foregik med en økse på en huggeblok. Herved var træet blev delt ned i så små stykker, at de egnede sig til at anvende på de forskellige ildsteder.

Men inden brændet var egnet hertil, skulle det tørres. Det blev derfor anbragt i en brændestabel, hvor brændestykkerne blev anvendt nærmest som mursten til at danne vægge rundt om stakken. Efter nogle måneder udendørs var brændet klar til at blive anbragt i ”brændehuset”, hvorfra familien kunne hente de daglige mængde nødvendige brænde.

Brunkul - fra Jylland - havde været brugt under krigen og endnu i en periode efter krigen. Som varmekilde gik kullet dog af mode op gennem 50'erne; til gengæld begyndte man at bruge koks i et vist omfang; koks er restproduktet fra fremstilling af bygas på gasværkerne. I en såkaldt retort foretoges under-iltet forbrænding af kul; den derved frigjorte gas opsamledes i den for mange byer krakteristiske gasbeholder, medens restproduktet var koks.  Dette materiale havde den fordel, at det kunne få en kakkelovn til "at brænde over", dvs. forblive brændende hele natten - ellers var der jo altid koldt om morgenen, indtil der var kommet blus på komfuret. Ulempen var, at koks skulle betales af de sparsomme pengemidler.

Ildstederne var som nævnt gruekedlen, komfuret, kakkelovnen og kaminen.

Gruekedlen, også kaldet brygkedlen, fordi den også anvendtes ved hjemmebrygning var en indmuret jerngryde på 50-100 liter, indrettet, så der kunne fyres op under den. Den anvendtes ved vaskning og også til vandopvarmning, når der skulle slagtes gris. Skulle familien i bad var grukedlen også varmekilden; det varme vand herfra hældtes i et stort trækar..

Komfuret var en kombination af nutidens elkomfur, vandvarmer og "radiator" ! Det varmede op i køkkenet og anvendtes som varmekilde ved madlavning, det havde indbygget en ovn og i komfuret var tillige placeret vandgryden, hvor der altid kunne hentes varmt vand. Det ansås dog ikke for så rent, at det kunne bruges til kaffe; derfor anvendtes den emaljerede vandkedl til at varme frisk vandet, selvfølgelig på komfuret, når der skulle laves kaffe, iblandet Danmarks eller Richs kaffeerstatning. Rundt om komfuret var et Brasso-poleret messingrør; herpå hang ringkrogen og evt. en ildtang. Selve komfuret blev indimellem pudset med ovnsværte.- det stank.

Kakkelovne og evt. de nymodens kaminer var varmekilderne i stuerne. Centralvarme var endnu yderst sjældent forekommende.

I 1950erne dukkede en ny varmekilde til madlavning op, det var flaskegassen, leveret af BP og Kosan. Gaskomfurerne var endnu ikke kommet til verden, men der var gasapparater, et varmeelement til en enkelt gryde, pande, kaffekande osv. Der kom også gasovne af mærker Voss, så det var muligt at bage en kage uden at fyre op i komfuret! Det var rart om sommeren!