En meget væsentlig del af Refsvindinges befolkning var i 1950erne beskæftiget ved landbruget. Selvejet var nær 100%, undtagelserne nærmest kun, når den ældre generation var lidt langsomme til at få overdraget den yngre.
Jordtilligenderne var typisk på fra et pa hektar og op til 30 hektar. På de helt små brug havde manden normalt lidt arbejde ved siden af, typisk som daglejer på de lidt større brug i nærheden. Der er dog et eksempel på, at en familie med 5 børn i 1950erne klarede sig på godt 3 ha uden at tjene en krone uden for bedriften. Jo større brugene var, jo mere hjælp havde man, dels i form af karle, som boede og spiste på ejendommen, og dels i sæsonerne daglejere fra omegnen. Enkelte havde gifte fodermestre ansat, typisk med ”tjenestebolig”. Endelig havde mange landbrug også ansat tjenestepiger til hjælp i husholdningen. Ligesom karlene boede og spiste de på ejendommen. Når en karl tiltrådte, ankom han sammen med sit skab og den unge pige med sin kommode !
De allerfleste ejendomme havde ”fuldt dyrehold”, d.v.s. malkekøer med tilhørende opdræt. Grisesøer, hvis afkom blev opfedet og solgt til Andelsslagteriet, enkelte solgte dog grisene som små via en af de lokale grise- og kreaturhandlere. Høns, hvor hovedformålet var ægproduktion.
På markerne dyrkedes græs til kvæget, byg, havre, rug og hvede, dels til foder og i begrænset omfang til salg som brødkorn (hveden) og malt (byggen) Endvidere dyrkedes roer (kålrabi, runkelroer og bederoer) til foderbrug og sukkerroer, som man havde kontrakt med sukkerfabrikken i Odense om.
Braklægning fandtes ikke i 1950erne. Det hørte fortiden (og viste det sig senere: fremtiden) til.